Cathrine Marie - Blush.Wep.Dk

Dette er bare for at vise jer lidt af, hvad jeg kan. Det er en stil, jeg afleverede i 8. klasse. Jeg fik 12:)

Jeg kan ikke vente! I præcis 3 måneder og fire dage har jeg set frem til i dag. I dag er dagen hvor jeg med Lilah, Rick, min mor og min far rejser til måske verdens fedeste sted! Lilah og Rick er nære venner af familien. De er henholdsvis 46 og 48 år. De er noget for sig. Lilah er storryger, og det tror jeg, hun har været, siden hun var 13 år gammel. Vi har flere gange mindet hende om risikoen ved at ryge, og specielt den ekstra farlige risiko der er, når hun ryger så meget. Men hver gang ruller hun med øjnene, hvorefter hun tager et sug af cigaretten, og så griner hun. Og så snakker hun som altid. Jeg elsker Lilah.
Og så er der Rick. Han er altid glad. Det er faktisk sådan, man beskriver ham bedst. Glad.
Ham elsker jeg også.
Min mors navn er Mia. Hun har altid været lidt buttet. Men det gør hende ikke mindre herlig. Hun er lidt genert, men kun over for fremmede. Hun har et ungt sind. Hun virker derfor ikke som en på 45 år. Min far er 52 år. Hans navn er Mick, og han er ikke bare buttet. Han er tyk. Fremmede folk synes som regel ikke om ham, fordi han er så indelukket, endnu mere end min mor er. Men når man først lærer ham at kende, er han så rar. Jeg er min mors og fars lille engel. Jeg er enebarn og meget forkælet. Mit navn er Maya. Jeg er 24 år gammel, og jeg vil beskrive mig selv som enormt glad og sød men samtidig rigtig stædig og nysgerrig. Mit hår er brunt og kort. Og du vil næsten altid se mig med et smil på læben. Men nok om Lilah, Rick, min mor og min far. Og nok om mig. Jeg vil fortælle om ferien. For 3 måneder og fire dage siden blev jeg 24 år. Mine forældre havde inviteret deres nærme-ste venner over (deres nærmeste venner er som nævnt Lilah og Rick). Vi er et godt team, os fem, og vi havde aftalt, at det bare var os, der skulle fejre min fødselsdag. Det passede mig fint, for vi kan næsten alt sammen. Og så kom de med en helt almindelig konvolut til mig. Jeg flåede den op, da min velkendte nysgerrighed tog over. Og dér lå de; fem billetter til det fantastiske sted. Hawaii!
Så paradis: Her kommer jeg!

Da jeg for et par timer siden pakkede ud gik det op for mig, at jeg havde glemt mine svømmebriller. Jeg elsker at svømme, så for mig er det lidt af en katastrofe. Jeg havde tænkt mig at svømme en god tur i havet, hvor jeg ville holde godt øje med havbunden. Jeg ville gerne se lidt liv i havet. Så jeg besluttede, at jeg ville købe nogle nye. Det er, hvad jeg lige har gjort. Jeg har købt et par smarte svømmebriller samt nogle fede dykkerbriller. Nu skal der svømmes!

Sikke en dag! Vandet var skønt. Men det er en anelse kedeligt at svømme helt alene. Mine fire følgesvende er enten for trætte, for sultne eller for kedelige. Lilah hader at svømme. Jeg er overbevist om, at hun ikke kan holde til det pga. hendes rygelunger. Hun sagde: ”Jeg er ikke meget for vand. Der er for meget af det.” og så tændte hun en cigaret. Rick undskyldte og sagde, at han ville slikke sol. Han var i det mindste ærlig.
Far Mick løj helt klart ikke, da han sagde, at man ikke måtte gå i vandet før der var gået en halv time efter, at man havde spist. Og så listede han ellers op mod restauranterne for at få sig det andet måltid på den halve time. Da jeg så spurgte mor Mia, om hun kunne tænke sig en svømmetur, fulgte hun hastigt min far. Så jeg vendte mig, halvt irriteret, og jeg gik alene ud i havet. Hvilket skønt vand. Jeg havde forventet, at vandet ville være bidende koldt. Men det var ret tempereret, og jeg kastede mig i med det samme. Mine dykkerbriller virkede perfekt. Jeg så nogle ret underhol-dende fisk. Jeg ville ønske, at jeg så nogle flere. Men de forsvandt alt for hurtigt ud af min rækkevidde. Så var det at det mest underlige skete. Jeg svømmede i lidt tid, da en ubehagelig følelse ramte mig. Den ramte mig som en sten i min mave. Jeg krøb sammen som en kugle. Jeg så mit liv for mig. Jeg så fortiden; og jeg så fremtiden. Jeg så de lykkeligste minder i min barndom. Som dengang, da jeg fik den dukke, jeg sådan havde ønsket mig. Eller da jeg havde været til min første fest med mine veninder. Og så så jeg den dag, hvor jeg fik mine billetter… Men så så jeg noget, jeg aldrig i mit liv har oplevet. Der var to mænd. De lænede sig ind over mig. De havde et grimt blik klistret i deres ansigter. Og så kastede de sig ind over mig. Det sidste jeg så, inden jeg fór mod overfladen, var en masse mennesker. Jeg så min egen hånd for mig, flyvende rundt i luften, som om jeg vinkede til dem… Jeg kunne mærke glæden. Nu sidder jeg tilbage med en tom følelse. På det tidspunkt troede jeg selvfølgelig, at jeg var ved at drukne. Men da jeg kom op til overfladen, vidste jeg, at det ikke var det. Jeg kunne ikke sige mig selv, hvad der var sket, men mit liv havde ikke været i fare på dén måde. Men på en måde følte jeg, at det snart ville komme det. Jeg fortalte det ikke til nogen. Ikke til min mor. Ikke til min far. Ikke til Lilah eller Rick. Jeg gik bare og var stille resten af den dag. Nu sidder jeg i min seng med en følelse af rædsel.

Jeg er rystet. Jeg er i chok. Det er svært at gøre rede for, hvad der er, der er sket det sidste døgns tid. Men jeg vil prøve at se tilbage.
Da jeg endelig var gået i seng, gik der lang tid før jeg kunne sove. Jeg rystede over det hele. Jeg tænkte på dagens hændelser. Jeg var bange for morgendagens hændelser. Men til sidst sagde jeg til mig selv: ”Maya. Det var et svagt øjeblik. Et øjeblik, der ikke kan forklares af nogen. Det betyder ikke noget. Og desuden, så kan du ikke lade dig selv ødelægge denne ferie. Den er for dyrebar.” Og så tvang jeg mig selv til at sove. Stadig rystende. Jeg vågnede ved et slags ubehag. En ubehagelig følelse af deja vú. Jeg vendte hovedet, men kun for at se op i et par sorte, onde øjne. Alt herefter er sløret. Mor Mia, far Mick, Lilah, Rick og jeg blev ført udenfor. Vi var alle tavse. Den eneste kommuni-kation foregik mellem vores blikke. Vi sendte hinanden de mest forfærdede blikke. Jeg kunne ikke tænke klart. Vi stoppede op et stykke henne. Flere mænd, klædt i sort, kom ud med andre forfærdede mennesker. Jeg stivnede. Jeg tænkte straks på et program, jeg engang havde set. ”Fra paradis til helvede.” Det var så skræmmende. Det lignede dette jeg nu gik igennem. Programmet havde fortalt om turister, som var blevet vækket en morgen ved, at en bande havde brudt ind på deres værelse. Amerikanerne var blevet hevet med udenfor. De var blevet hevet mod en grusom rejse. Banden var selvfølgelig kun ude på at få penge. Løsepenge. Denne mand og kvinde, som var blevet kidnappet, blev hos gruppen i flere måneder, hvis jeg husker rigtigt. Jeg er fristet til at sige i omkring et år. Det ender med, at de kan stikke af, fordi gruppemedlemmerne bliver beskudt. Men manden dør, fordi han bliver ramt. De var begge amerikanere. Og Amerika forhandler ikke med terrorister. De betaler ikke løsepenge. Jeg er amerikaner. Jeg blev i nat bortført af en farlig bande. Der vil snart blive krævet løsepenge for mig, for min mor og far, og for Lilah og Rick. Og for alle de andre, stakkels mennesker, der i nat blev frarøvet deres frihed. Jeg ved ikke, hvor vi er nu. Det føles som om, at jeg sidder i en skov fra en gyserfilm. Omringet af alt for farlige mænd. Vi har ikke den store chance for at flygte. Nu kan jeg kun bede.

Jeg kan huske, da der for fem år siden huserede én historie i medierne. Én historie, som for alle var en gåde. Der var denne 15-årige pige, som havde været på ferie på Hawaii. Efter en enkelt dag var hun forsvundet sporløst. Der var simpelthen ingen spor af hende.
Jeg tror, jeg har fundet hende.
Hun snakkede til mig forleden. Hendes navn er Patricia. Det samme navn, som den forsvundne pige.
Vi snakkede ikke meget. Hun er ret tavs. Så jeg turde ikke spørge hende om mere end hendes navn. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere ligner hun denne pige. Det mørke hår er ikke til at tage fejl af. De før så livsglade øjne er nu sørgmodige. Hendes læber er tørre. Men hendes hud… Jeg tror aldrig, jeg har set sådan en smuk hud. Tiden er begyndt at gå frygtelig langsomt. Vi har været her i tre uger nu. Vi går meget, så jeg er udmattet. Far Mick har tabt sig. Meget. Det er mest i ansigtet. Jeg kan se, hvor meget hans øjne hungrer efter mad. Samtidig har Lilah abstinenser, for hun har ikke røget i 3 uger. Så hun snakker ikke så meget mere. Hun er tavs. Ligesom os andre.

Vi er nu på den femte uge i fangenskab. Min livsglæde er nærmest væk. Jeg kan ikke se grun-den til at leve mere. Den havde ellers altid været der. Hvis jeg skulle finde på en grund til at leve, måtte det være min kære Patricia. Min bedste veninde. Hun har fortalt mig alt. Alt. Hun blev kidnappet på samme måde som mig. Hendes familie havde bare været heldig. De var på kidnapningstidspunktet ude på måneskinstur. Når Patricia talte om den skæbnesvangre nat, fyldtes hendes øjne med vand. Jeg gøs hver gang. Hun havde været her i 5 år. Hvad så med os? Ville vi nogensinde slippe fri? Jeg var fast besluttet på, at Patricia skulle se friheden igen. Sammen med mig.

At blive holdt fanget i så lang tid, som Patricia og jeg, betyder, at man tænker over mange ting. Det gør jeg i hvert fald. Det gjorde jeg, da Patricia sagde, at hun godt gad gå en måneskinstur nu. Jeg tænkte for mig selv: ”Hvorfor gør vi det ikke bare?” Svaret kendte jeg godt. Men jeg mente det alligevel. Nu ville jeg gøre noget.
Jeg tænkte lidt over tingene. Jeg vidste, at Patricia ville gøre alt for at komme væk. Hun følte ikke, at livet var værd leve mere. Så hvis vi prøvede at flygte, var hun villig til at dø i forsøget. Jeg ville flygte. Nu. Jeg ville flygte nu. Så jeg indviede Patricia i mine planer. Og hun var mere end villig til at hjælpe. Det eneste, vi skulle have nu, var de andres hjælp. Planen blev hurtigt iværksat. Min mor og far skulle som nogle af de første væk sammen med Lilah, Rick og en lille gruppe af andre, ældre mennesker. Vi unge skulle vente lidt. Vi var lokkemaden. Det var ikke det, jeg havde fortalt min familie, men det var sandt, det vidste jeg. Hvordan vi slap væk, det er jeg ikke sikker på. Det hele gik så stærkt. Den første gruppe af de ældre mennesker slap nemt væk. Vi havde overvurderet vores gidseltagere, for de så ikke meget. De begyndte ikke at skyde, før vores gruppe begyndte at løbe. Vi havde distraheret dem, og deres blikke havde fanget os, da vi satte i løb. Det første skud blev affyret. Patricia faldt. Hun var ikke ramt, det så jeg med det samme. Men som den, der havde været fanget i længst tid, var hun den, der var den slappeste. Jeg løb øjeblikkeligt hen til hende. Det var mest for hendes skyld, at jeg turde flygte. Patricia fortjente at se friheden igen. Et øjeblik troede jeg, at vi ville dø. Jeg mærkede et lille sus i maven. Deja vú. Det var, som dengang, jeg havde været under vandet. Jeg så mit liv for mig. Jeg så manden over min seng. Jeg så menneskene, der jublede. Og da følte jeg et stik af lettelse… Men mit drømmesyn blev ødelagt, da endnu et skud fyrede gennem luften. Den ramte mig i armen. Borede sig ind, efterlod ikke andet end smerte. Men efter smerten kom det overlevelsesinstinkt, den livsglæde, som jeg ikke havde kendt til i snart tre måneder. Trods smerten i armen fik jeg Patricia hevet med mig. Og vi løb.

Vi blev alle beskyttet af det hawaiianske politi. Vi blev modtaget som helte. Helte, der lige var vendt hjem fra krig. Krigshelte. Jeg fik øjeblikkelig lægehjælp. Men lettelsen i mig oversteg smerten fra min arm. Jeg var glad. Jeg var lettet. Og jeg havde befriet Patricia. De næste par dage gik med at pakke. Vi var 25 amerikanere, der havde været fanget hos gruppen. Der var samtidig 19 andre, der også var turister, men var fra andre lande. Der var kun 2 hawaiianere. Banden gik bevidst efter turister, og især efter amerikanere. De havde Patricia været opmærksom på. Hun fortalte mig mange ting, som hun havde oplevet på de 5 år, hun havde været fanget. Jeg tror, hun skriver en bog om det hele. Hvis ikke hun gør, så gør jeg. Jeg vil kalde bogen Patricias Historie. Da Patricia for 5 år siden blev kidnappet, havde banden ikke henvendt sig til amerikanerne. Banden udnyttede hende seksuelt. Hun fortalte mig, at hun er blevet voldtaget 55 gange på 5 år. Det kunne bestemt være værre, sagde hun. ”Jeg har været heldig,” sagde hun også. Jeg rystede på hovedet. Den nat, jeg blev kidnappet, var 9 andre amerikanere, udover mig selv, min mor, min far, Lilah og Rick, blevet kidnappet. De 11 andre amerikanere havde været i fangenskab i 1½ måned før vi kom. Det havde den amerikanske regering valgt ikke at fortælle os i medierne, da de skammede sig over, at de ikke kunne gøre noget for de stakkels mennesker. Men da vi blev kidnappet for tre måneder siden, så slap det hele ud i medierne. Amerika var oppe at køre. Men Patricia var der ingen der vidste af. Der var ingen der vidste, at hun var hos banden. Hende havde banden ikke i sinde at kræve løsepenge for. Hun var deres slave, de kunne ikke undvære hende. Derfor fik alle et glædeligt chok, da Patricia kom ud med min arm om sin skulder.
Vi blev sendt hjem tre dage efter flugten. Ferien var bestemt blevet ødelagt – men det tænkte jeg ikke på. Da vi gik ud af flyet var der helt tomt på pladsen. Det var jeg lettet over. Jeg orkede ikke flere mennesker lige nu. Men jeg var overrasket, da vi blev ført i en helt anden retning end den, der førte hjemad. Og snart så stod vi der. Vi stod på det sted, jeg på en eller anden måde havde glemt oven på al hjemrejsen. Vi stod på balkonen; vi vinkede til befolkningen. Vi blev hyldet af flere tusinde amerikanere. Jeg grinede. Jeg vil vædde med, at jeg var den, der grinede højest.