Hele natten igennem var der en sang, der sad fast. ”No Air” blev spillet igen og igen i min hjerne. Hans arme lå endelig omkring mig, og alle mine problemer forsvandt. Det her havde jeg ventet på i alt for lang tid.
Vores fingre rørte hinanden flere gange. Min vejtrækning blev voldsom, når han rørte min mave. ”No Air” spillede på højtryk, og det gjorde, at de fleste andre tanker blev overdøvet. Og for en tid overdøvede det spørgsmålene: Mener han det her? Mener han det endelig?
Natten gik, morgenen kom. Sneen faldt. Tiden med ham var snart ovre, det var jeg godt klar over. Udenfor lå sneen stille. Jeg vidste, at jeg ville huske sneen og denne følelse i lang tid, og at jeg ikke ville glemme ham foreløbigt. ”No Air” havde også en ny betydning for mig. Nu håbede jeg bare, at han følte det samme for mig, som jeg for ham. Narrede jeg mig selv igen? Det gjorde jeg sikkert. Men jeg ville ikke bytte oplevelsen for noget andet. Den havde ikke været så stille som den nyfaldne sne; men den havde været så klar som det.
Sneen falder endnu. Intet håb er ude. Jeg længes efter den aften, jeg længes efter ham. Jeg kigger på sneen og husker tilbage. Jeg kigger på den og ønsker en fremtid med lykke. Jeg håber inderligt, at han er en del af den.
Ellers vil jeg altid have natten før sneen faldt.
Skrivebordet