Skrevet den 6/10 2009.
Jeg kan godt lide denne lille novelle, som jeg skrev efter en sej sætning: "At leve er som at kunne kunsten at tegne - uden at bruge viskelæder."
Nyd den.
Der sidder hun, den kønne pige. Hun tegner fine streger med blyanten. Den bliver ført frem og tilbage på papiret, og mennesker kommer til syne. Snart dukker en baby frem i deres arme. Pigen finder viskelæderet frem. Hun fører det forsigtigt hen over papiret, men stopper sig selv. ”Ingen er perfekt,” tænker hun. Så hun smider viskelæderet fra sig og prøver at rette en lille tegnefejl med blyanten. Det går lige.
Den første tegning er færdig nu. Pigen har tegnet det, der fyldte mest i hendes liv, da hun var nul år. Hun kan selvfølgelig intet huske, men et barns første år er fyldt med kærlighed. Forældrenes kærlighed til deres lille barn. Pigen har derfor ikke tegnet et generelt minde, men hun har tegnet det, der gør sig gældende for næsten alle babyer i deres første år. Familiekærlighed.
Pigen tager et blankt papir frem. Det, der fyldte mest i hendes tid som etårig, skal hun prøve at få ned på papir. For pigen vil tegne en tegning for hvert af de år, som hun har levet. Når pigen bliver gammel vil hun ikke kunne huske alt. Så kan hun altid finde minderne frem.
Pigen tegner og tegner. Hun har oplevet meget i de 17 korte år, som hun har levet i. Hun når til det fjortende papir, mens hun tænker som en gal. Brynene rynkes mere og mere, og hendes hjerte begynder at hamre hårdt. Hun begynder modvilligt at tegne, mens hun husker tilbage. Fortvivlelse, det var der meget af. Maveonde. Pigens første møde med kærligheden var ikke et rart minde.
På papiret foran sig havde hun tegnet sig selv. Hun var en flot pige, og som regel var hun glad. Men selvom hun på de tidligere papirer havde tegnet sig selv med et smil på læben, var mundvigen denne gang trukket nedad. Ved sin side tegnede hun en anden skikkelse. En glad, smuk dreng. Hun overvejede lige det hele igen, da hun jo ikke havde noget viskelæder, og tegnede så en masse piger ved hans side. De strøg ham alle over armen. Pigen tilføjede et par tårer på sig selv, mens de rigtige begyndte at komme frem. Hun begyndte at tegne mørke farver nogle steder. Og mens hun formede tøjet på sit blyant-jeg, syntes hun, at billedet manglede noget. Lidt over maven på sig selv tegnede hun et hjerte revet itu.
Nu ønskede hun pludseligt, at hun havde et viskelæder.
Skrivebordet